Den danske fotograf Lars Lykke har deltaget med flere billeder i CEWE’s internationale fotokonkurrence ’Our world is beautiful’. Lars har blandt andet deltaget med billedet ’Checking for News’ i kategorien Mennesker.

Fotokonkurrence Our world is beautiful af fotograf Lars Lykke

Lars Lykke fortæller, at han tog billedet af munken, da han var i Bhutan i september sidste år. Bhutan er et land i Himalaya mellem Indien og Kina og er blandt andet kendt for at have det nationale mål, at de vil være verdens lykkeligste land.


 ”Jeg talte ikke med ham, men nøjedes med at forevige ham med mit kamera”


”Den første dag i Bhutan var jeg ude for at fotografere omgivelserne og nogle af indbyggerne i Paro. Undervejs stødte jeg på denne munk, der i lang tid sad og tjekkede sin mobiltelefon. Jeg talte ikke med ham, men nøjedes med at forevige ham med mit kamera.” fortæller Lars.

Det eneste Lars ved er, at manden på billedet er en buddhistisk munk. I Bhutan er Tibetansk buddhisme hovedreligionen.

Teknik

Billedet er taget med et kamera af mærket RICOH IMAGING COMPANY, LTD.  Modellen er PENTAX K-3.  Lars har valgt en ISO på 100 og blændetal på 2.8.

”Jeg valgte at bruge lille blændetal for at mindske dybdeskarpheden og zoome helt ind for at få ham til at fylde mest muligt i billedet.” siger Lars.

 

Mere end 20 år som fotograf

Til dagligt arbejder Lars Lykke på Moesgaard Museum ved Aarhus, hvor han blandt andet tager billeder til deres Instagram.

 

Hvordan opstod din interesse for fotografering?

”Interessen for at fotografere begyndte for snart 40 år siden i ungdomsskolen, hvor jeg lærte det grundlæggende både i fotografering og mørkekammerarbejde.  Senere blev jeg selv underviser i ungdomsskolen, hvor jeg gennem 12 år forsøgte at videregive mange elever viden om fotografering og fremkaldelse.”

Lars har de sidste 20 år primært fotograferet, når han er ude at rejse, og det resulterer altid i mange tusinde billeder, som kræver rigtig mange timers efterbearbejdning.

 

Du kan stemme på Lars’ billede ved at klikke på linket her:  Checking for news