Lær at lave en fotobog

Få inspiration til at tage bedre billeder

Begyndertip: Tag bedre fotos med blændeprioritet

Hvis du er den nyslåede ejer af et digitalt spejlreflekskamera, så brænder du sikkert for at komme ud og tage en masse gode billeder. Det kan dog virke lidt uoverskueligt at skulle sætte sig ind i de mange indstillinger, og derfor kan mange godt forfalde til at slå automatikken til, og så satse på at kameraet klarer resten af arbejdet.

Selv om auto-indstillingen kan bruges i nogle tilfælde, giver det sjældent det bedste resultat. Hvis du vil et lille skridt tættere på at blive en haj til at fotografere, kan du begynde at arbejde med kameraets blænde.

Blænden

Blænden er en mekanisk anordning, som sidder i kameraets objektiv. Den justerer størrelsen på et rundt hul, der kan åbnes og lukkes mere eller mindre op og i. På den måde styrer blænden hvor meget lys sensoren i kameraet udsættes for. Fuldstændig ligesom vores pupil. Den bliver større når der er mørkt, og lukker derved mere lys ind, så vi kan se bedre. Modsat trækker pupillen sig sammen og bliver helt lille, hvis øjet bliver udsat for skarpt lys.

Dybdeskarphed

Indstillingen af blænden bestemmer billedets dybdeskarphed. Det vil sige, hvor skarpt billedet er i både for- og baggrund. Ved høj dybdeskarphed er alle elementer i billedet skarpe.

Ved lav dybdeskarphed er det kun det, som kameraet fokuserer på, der vil være skarpt. Alt andet vil være sløret. Vi har selv taget nogle billeder af en CEWE fotobog med både lav og høj dybdeskarphed, som du kan se herunder. Billedet til venstre har høj dybdeskarphed, mens billedet til højre har lav dybdeskarphed.

Blændeprioritet

Når du indstiller dit kamera til blændeprioritet, er det kun blænden du justerer på. Kameraet justerer så selv de andre indstillinger som lysfølsomhed og lukketid, så du altså kun skal bekymre dig om at justere på ét parameter.

For at bruge blændeprioriteten på dit kamera, skal du finde indstillingen som hedder ’A’ eller ’Av’. Det stårkamerahjul for ’aperture’, som blænde hedder på engelsk. Du vil typisk finde indstillingen på et hjul ovenpå kameraet. Når du har fundet indstillingen, drejer du hjulet over på ’A’ eller ’Av’, og kameraet er nu indstillet til blændeprioritet.

På kameraets skærm vil du kunne se blændetallet, som betegnes med ’f’. Alt afhængig af hvilket objektiv du bruger, vil du sædvanligvis kunne indstille blændetallet til at ligge mellem cirka 2 og 22. Et lavt blændetal giver en sløret baggrund, mens et højt blændetal får alle lag i billedet til at stå skarpt. Nedenunder kan du se en række billeder af samme motiv. Vi har på hvert billede brugt en ny blændeindstilling. Vi starter med et højt blændetal i billedet yderst til venstre, og sætter det så langsomt ned, som vi går mod højre. Blændetallene er, fra venstre mod højre: 16 – 13 – 8 – 2,8 – 1,6. Klik på billedet for at se en forstørrelse.

 

Indstil dit kamera

Efter denne korte teoretiske gennemgang, er det tid til at forklare, hvordan du rent praktisk skal indstille kameraet. Vores råd er, at du husker denne tommelfingerregel:

  • Lavt blændetal = lav dybdeskarphed
  • Højt blændetal = høj dybdeskarphed

Når du tager billeder med lav dybdeskarphed, kan det være en god ide at sætte kameraet et sted, hvor det står helt stille – eventuelt på en trefod. Kameraet korrigerer nemlig for det lave blændetal, ved at have en længere lukketid. Det betyder, at selv små rystelser kan gøre billedet uskarpt. Nogle moderne objektiver har dog en såkaldt ’billedstabilisator’, som fjerner nogle af rystelserne når du tager håndholdte fotos. Prøv dig lidt frem og se hvordan dine fotos bliver, hvis du er i tvivl. Når du tager billeder med høj dybdeskarphed skal du som oftest ikke bekymre dig om rystelser. Nedenfor ser du endnu et eksempel: Billedet til venstre er taget med et højt blændetal, der giver høj dybdeskarphed. Det omvendte gør sig gældende ved det højre billede.

 

Fokusér

Når du tager billeder med lav dybdeskarphed, er det vigtigt, at du får fokuseret, på det/de motiver derFokuspunkter skal stå skarpt. De fleste kameraer har en knap, hvor du kan vælge fokuspunkter manuelt. Ellers kan du indstille fokus i kameraets menu. Når du kommer ind i menuen, kan det se ud som billedet i højre side. De små firkanter er mulige fokuspunkter. På nyere kameraer kan der være flere end de 9, der er afbildet til højre, helt op til 64. Her vælger du, hvilket punkt i billedet du vil fokusere på. I eksemplet nedenunder har vi igen taget billeder med både lav og høj dybdeskarphed. Her har vi fokuseret på baggrunden i venstre side af billedet.

 

 

Anvendelsesmuligheder

Du kan bruge blændeprioriteten i mange situationer, men den er især velegnet når du tager portræt- eller landskabsfotos. Portrætfotos kan du tage med lav dybdeskarphed, så motivet bliver isoleret, og alt udenom bliver sløret. Landskabsfotos skal du tage med høj dybdeskarphed, så man kan se detaljer i både for- og baggrund. Man kan generelt sige at en lille blændeværdi bruges som isoleringseffekt, og når man har brug for mere lys. Høj dybdeskarphed bruges, når du vil have alle lag i billedet til at stå lige skarpt.