Lær at lave en fotobog

Få inspiration til at tage bedre billeder

Fra panikangst til pressefotos

Da den nu 38-årige esbjergenser Christina Simonia Straarup blev færdig med gymnasiet, ville hun gerne være fotograf. Men panikangst og socialfobi afholdt hende fra at flytte til en af de store danske byer, hvor hun kunne få uddannelsen. I stedet blev hun uddannet multimediedesigner, og hun skulle både igennem en svær graviditet og en tur i arbejdsløshedskøen, før hun fik modet til at springe ud som selvstændig fotograf i 2012.

Mobbet i skolen

Christina er opvokset i Esbjerg, hvor hun har gået i folkeskolen og gymnasiet. Her var livet ikke altid lige let. “Børnene skulle nok finde noget at mobbe for, dengang i hvert fald. De var ekstremt onde – og der var ikke noget, der hed antimobning,” siger Christina. Hun klarede sig godt i både folkeskolen og gymnasiet, men med mobberiet som den evige følgesvend. “Jeg har prøvet at drage noget positivt ud af det. Og jeg har aldrig givet op. Jeg tror, at det er slid, ihærdighed og stædighed, der har gjort, at jeg er nået dertil i dag, hvor jeg er.”

Passion og spirende selvtillid

Christinas passion for at fotografere startede som helt ung, da hendes mormors søster Erna introducerede hende for fotografiets verden. “Jeg har altid både tænkt og drømt i billeder. Og husket i billeder,” siger Christina. I hendes tyvere tog hun masser af billeder, og på et tidspunkt blev hun ‘månedens udstiller’ på det lokale bibliotek. “Det var måske der, at jeg første gang opdagede, at der var andre, der synes, at jeg kunne lave noget med billeder.”

Den svære graviditet

I slutningen af 00’erne bliver Christina gravid med sin mand, men det forløber ikke som forventet. “I forbindelse med graviditeten går der noget galt i min ryg, og jeg bliver lam fra hoften og ned. Så sidder jeg i kørestol og tager 35 kg på i resten af graviditeten.” Christinas søn, Walther, bliver født for tidligt, og udvikler sig lidt langsommere end andre børn. “Walther har bare sit eget tempo, og det skal han have tid og plads til. Han har brug for, at vi giver ham noget ekstra,” siger Christina, og fortsætter: “Det har gjort rigtig mange ting, blandt andet at jeg gik ned med stress.”

Lykken vender

Selv om Christina rent fysisk kommer på benene igen efter graviditeten, har stressen gjort, at hun er sygemeldt i et år til halvandet efter fødslen af Walter. Hun kommer ind i det kommunale system, hvor lykken endelig tilsmiler hende. “Jeg var så heldig at have den mest fantastiske jobkonsulent. Hun sagde til mig: ‘Du skal starte op selv!’’”

Som sagt, så gjort. Jobkonsulenten hjælper Christina i gang, først med at fotografere udendørs og i hjemmestudie. Tingene går slag i slag, og snart fotograferer Christina både det lokale fodbolhold Efb, laver familie-, baby- og virksomhedsportrætter, og samarbejder med TV Syd og den lokale ugeavis. I dag har hun et studie i Esbjerg på 108 m2.

Gudinder og prinsesser

På trods af den megen modgang, føler Christina, at hun står stærkere i dag end nogensinde før. Nu bruger hun de problemer hun har haft, til at hjælpe andre kvinder der har ondt i selvtilliden: “Sæt nogle mål i livet, tro på jer selv. Tro på at I kan tillade jer at drømme. Der er ikke nogen, der skal tage jeres drømme fra jer.”

Inspireret af sit tidligere lave selvværd, er hun lige nu i gang med at tage fotos i kategorien ‘gudinder og prinsesser’ – som de to billeder lige ovenfor hører ind under. “Jeg vil gerne vise kvinder, hvor lækre de egentlig er. At de skal have deres selvværd noget mere med sig, og at de faktisk godt må se dem selv lidt som gudinder, og behandle sig selv sådan. Og det er jo alt det, jeg ikke gør,” griner Christina afværgende.

Hun har allerede købt kostumer som for eksempel piratprinsesse, Nefertiti (historisk egyptisk dronning, red.), og hun har sågar skaffet en ulvehund til det perfekte Rødhætte-photoshoot. Ovenstående billede af en model i mælkebad, er også inspireret af egypterne. Her går sagnet, at dronning Cleopatra badede i mælk.

Fremkald dine billeder her

Når Christina i dag skal have fremkaldt billeder og lavet fotobøger, får hun det gjort online: ”Jeg har prøvet at lave fotobøger mange steder, men jeg vender altid tilbage til CEWE. Jeg elsker jeres fotobog. Jeg har selv rigtig mange og har planer om at lave endnu flere,” siger hun, og fortsætter: ”Det er noget, jeg godt tør lægge navn til, og stå inde for professionelt i forhold til mine kunder, og sige til dem: ‘I skal fremkalde her.’”

Christina er blevet så god til at lave fotobøger, at hun i dag underviser i at lave sin egen CEWE fotobog hos FOF: ”Det er vildt populært, og der har været fyldt op de sidste sæsoner og forespørgsel på flere kurser. Så det er muligt, at jeg skal lave nogle ekstra af dem,” afslutter Christina grinende.

Christina Simonia Straarup

Christina Simonia Straarup

Fotograf

www.12day.dk

Instagram: Simonia77