Lær at lave en fotobog

Få inspiration til at tage bedre billeder

Her er dit liv, konfirmand

Når fuglene begynder at synge lidt højere, solen begynder at varme, og du begynder at se bare ben i gadebilledet, er det ved at være forår. Og så er det ikke kun blomsterne, der springer ud, et nyt kuld af konfirmander ser også dagens lys. Men hvad skal man give til konfirmanden, som har næsten alt – og får resten til konfirmationen? Vi har lavet en lille guide, til hvordan du kan lave en personlig fotobog som gave til konfirmanden med billeder og minder fra konfirmandens liv.

Hvad du får brug for:

  • En samling af billeder fra konfirmandens liv. Her kan du med fordel bruge billeder fra fødselsdage, første dag i skolen, første dag i børnehaven, dåb, rejser og meget andet.
  • Du kan scanne noter, billetter, digte, tegninger, malerier og andet, som du synes er med til at give et billede af konfirmandens liv indtil nu. Det kan være små minder fra rejser, familiefester, skole og børnehave med mere.

Sådan gør du:

 

Organisér dine billeder

For at få det bedste overblik, er det lettest, hvis du samler dine billeder ét sted på computeren. Vælg en god stak billeder ud, som du overvejer at tage med i din fotobog og placer dem i en mappe. Så er de lette at gå til med vores bestillingssoftware, som kan downloades her.

Vælg hvordan fotobogen skal bygges op

Temaet til fotobogen er selvfølgelig konfirmanden selv, men hvad skal med i din fotobog? Du opnår oftest det bedste resultat, hvis du har tænkt lidt over opbygningen af bogen, før du begynder at lægge billederne ind tilfældigt. Her i guiden har vi valgt at dele bogen kronologisk op i tre dele, der hver repræsenterer en periode i Annas liv:

  • Anna som baby
  • Anna i børnehave
  • Anna i skole

Efter at have besluttet hvordan bogen skal bygges op, kan du lave en indholdsfortegnelse med sidetal. Så er det let at få et overblik, hvis man vil bladre lidt i en bestemt periode af Annas liv.

Anna som baby

Vi starter i starten af konfirmandens liv, hvor Anna stadig er en baby. Vi har valgt et par sort-hvide billeder til for- og bagside. Et babybillede til at pryde forsiden af bogen og et billede fra sidste familiefest til at pryde bagsiden. Det giver en fornemmelse af, at bogen handler om første del af konfirmandens liv. Fra baby til konfirmand, så at sige.

 

For- og bagside2

 

Herefter har vi sat en side op med billeder, fra da Anna var baby, og så tilføjet en baggrundsfarve og lidt clipart for at skabe en fotobog, istedet for bare at lave et avanceret fotoalbum. Du kan lege så meget du vil, men husk, at man ofte får det bedste resultat ved at have en rød tråd i layoutet gennem hele bogen.

 

Baby2

 

Anna i børnehave

Nu er vi kommet lidt frem i tiden, og Anna er begyndt i børnehave. I eksemplet herunder har vi valgt et godt helsides portrætbillede på den ene side, mens den anden side har fotos fra en børnefødselsdag. Vi har også tilføjet clipart og en tekstboks, og så har vi gjort baggrundsfarven lidt mørkere, for at signalere at Annas liv er gået ind i en ny fase.

 

Børnehave

 

Anna i skole

Den første skoledag er altid noget specielt. Derfor har vi valgt et klassisk billede af konfirmanden med skoletasken på ryggen, fra første dag hun drog afsted mod den nye, spændende virkelighed i folkeskolen. Vi har sat billederne lidt anderledes op for at skabe variation, og har igen gjort baggrundsfarven en tand mørkere, for at signalere at endnu en ny fase er begyndt i Annas liv.

 

Skole

 

Her har du den – fotobogen til konfirmanden, som snart har alt. Nu har du set, hvordan vi har bygget vores fotobog op. Så er det din tur. Hvis du har brug for flere tips til de tekniske detaljer i softwaren, kan du med fordel kigge her. God fornøjelse!